
Lis Wessberg feat. Veronika Rud
Hotel Cecil
29. apr 2026
kl 20.00
1153 KØBENHAVN K
Lis Wessberg feat. Veronika Rud kommer til Hotel Cecil
Trombonist Lis Wessberg og vokalist Veronika Rud mødes i et sanseligt musikalsk univers, hvor jazzens melankoli, nordisk lyrik og improvisation smelter sammen i en levende og bevægende koncertoplevelse. Med udgangspunkt i Wessbergs filmiske og atmosfæriske kompositioner skaber de to kunstnere et udtryk, der bevæger sig mellem det intime og det ekspressive – det skrøbelige og det kraftfulde.
Lis Wessberg har i mange år været en af Danmarks mest markante jazzprofiler og har høstet stor anerkendelse for sine udgivelser med bandet Yellow Map. Albummene Yellow Map (2021) og Twain Walking (2024) har begge fået femstjernede anmeldelser både nationalt og internationalt. Hendes varme, ekspressive trombonespil forener inspiration fra Miles Davis og Chet Baker med moderne lydlandskaber i stil med Talk Talk.
Veronika Rud er en Aarhus-baseret sanger og komponist, kendt for sin varme vokal, stærke tilstedeværelse og sin evne til at forene det melankolske og det legende. Hendes debut-EP fra 2024 har fået stor opmærksomhed og været i fast rotation på P8 Jazz. I samarbejdet med Wessberg tilføjer hun en ny vokal dimension til det allerede rige klangunivers.
På scenen bakkes de op af et stærkt hold af nogle af Danmarks mest erfarne og karismatiske musikere:
Lis Wessberg - Trombone
Veronika Rud - vokal
Steen Rasmussen – piano
Jesper Thorn – bas
Jeppe Gram – trommer