
Katrine Muff & Lone Hørslev
Hotel Cecil
06. jul 2026
kl 20.00
1153 KØBENHAVN K
Katrine Muff & Lone Hørslev kommer til Hotel Cecil den 6. juli under Copenhagen Jazz Festival
Den 6. juli inviterer Katrine Muff og Lone Hørslev publikum ind til en særlig aften, hvor tekst og musik mødes, når de gæster Hotel Cecil under CPH Jazz Festival med en koncert baseret på det anmelderroste album fra teaterforestillingen "Stolt".
Koncerten med Katrine Muff og Lone Hørslev tager afsæt i teaterkoncerten ’STOLT’, der netop har haft sidste forestilling på Folketeatret. Hertil skabte de sammen 19 nye sange, hvor musik og poesi smelter sammen i et rørende, legesygt og nærværende udtryk. 11 af sangene blev udgivet i september på albummet Jeg Ønsker Mig.
På Hotel Cecil udfolder Muff og Hørslev forestillingens – og albummets – univers i et intimt koncertformat, hvor oplæsning af digte og tekster flettes sammen med sange fra forestillingen, der kredser om hverdagsglimt, skrøbelighed, håb og længslen efter forbundethed. Det bliver en aften med plads til både stille øjeblikke og legende musikalitet.
Katrine Muff udtaler om koncerten: “Jeg glæder mig helt utrolig meget til at få lov at optræde med sangene sammen med Lone, nu har jeg set de dygtige skuespillere på Folketeateret folde sangene ud på teaterscenen og det bliver spændende at mærke hvordan sangene opleves når de kommer hjem til os igen. Det bliver en meget særlig aften, også for os".
Lone Hørslev tilføjer: "Det har været så vildt at skrive de her sange sammen med Katrine. Fordi vi med det samme var på bølgelængde omkring hvad der havde nerve og nødvendighed for os. Det håber jeg meget at publikum vil kunne mærke til koncerten".
“Der er flere sange i denne forestilling, der har potentiale til at blive vores alle sammens. Lone Hørslev og Katrine Muff omfavner danskerne kærligt i skønne sange.” – Information
“Albummets 11 sange kredser om skrøbelighed og længslen efter forbundethed (…) Muff giver teksterne krop i melodier, der er både enkle, sanselige og dragende.” – Kristeligt Dagblad
Lone Hørslev er prisvindende digter, forfatter og musiker. Hun debuterede i 2001 med digtsamlingen Tak og har siden udgivet adskillige digtsamlinger og romaner. Der er meget klang og rytme i Hørslevs forfatterskab, hvis litterære stemme er præget af en særlig musikalitet og leg med sproglige udtryk.
Katrine Muff har gennem flere år stået i front for en lang række musikformidlende tv- og radioprogrammer, herunder Fællessang, Sangbogen – med Muff og Hammer og DR’s Juleshow. Hun har flere sange med i Højskolesangbogen og har modtaget Den folkelige sangs pris sammen med Stine Pilgaard for albummet De korte sætningers land.